Sankt Croix Anno 1799
​
Starten og slutningen på kolonierne i Dansk Vestindien
Man havde i mange år ville sikre sig kolonier for at anskaffe sig rigdomme, idet man var inspireret af stater som fx Holland, som med succes formåede at oprette handelsstationer og kolonier, som gav overskud. Derfor blev Det Afrikanske Kompagni oprettet i 1755, og det første danske fort Christiansborg, blev anskaffet ved Guldkysten i 1659.
Formålet med fortet var at sikre danskerne en sikker havn, som gjorde det muligt at forhandle med de lokale stormagter. I starten købte danskerne varer som elfenben og guld og betalte med en række forskellige materialer fx tekstiler, skydevåben, metal og andre varer som de lokale herskere ikke selv kunne fremstille. Handlen var god, men ønsket om profit gjorde at man stiftede et nyt kompagni I 1671: Vestindisk Kompagni, med fokus på Caribien, som koloniserede den ubeboede ø Sankt Thomas i 1672.
Kolonien Sankt Thomas gav mulighed for at dyrke de afgrøder, man ikke havde mulighed for at dyrke i Danmark pga. klimaet. Tobak, indigo, bomuld og sukker. Sankt Thomas havde dog det problem at der ikke var særlig meget velegnet land, idet øen var præget af bjerge og bakker. Derfor endte øen i stedet med at fokusere på handel, idet øen havde en perfekt naturlig havn.
I 1718 valgte man at kolonisere naboøen Sankt Jan, da jorden på Sankt Thomas var blevet udpint og man manglede land. Dog var der samme problem med pladsen, idet øen havde mange bjerge og bakker. Derfor valgte man blot et par årtier senere i 1733, at købe øen Sankt Croix af Frankrig.
Med koloniseringen af Sankt Croix trådte Danmark, for alvor ind i trekantshandlen imellem Europa, Afrika og Caribien.
Med lasten fuld af tekstiler fra Indien, skydevåben og andre varer sejlede skibene ned til forterne ved Guldkysten, hvor varerne blev brugt som betaling for slaver. De blev efterfølgende fragtet over Atlanten til Dansk Vestindien. Her blev slaverne solgt til højestbydende og derefter anvendt som arbejdskraft på plantagerne, hvor de høstede sukker. Sukkeret blev delvist forarbejdet på øen inden det blev sendt med skibe imod København, hvor det blev raffineret til sin rene form.
Øen var stor og flad, dog havde øen 2 bjergkæder. En i den nordlige del af øen og en anden i den østlige ende af øen. Øen blev inddelt i ni forskellige distrikter/kvarter, som blev udstykket til plantager. Fra øst til vest, var der en vej som forbandt øen kaldet Centerlinjen. Langs denne rute var de mest frugtbare dele af øen. Den første by på øen var Christianssted i den nordøstlige del, men med tiden blev der oprettet endnu en by i den vestlige ende, under navnet Frederikssted.
Byerne fungerede i 1799 som administrative centre, hvor øens administration kunne indsamle oplysninger og de kunne være tilflugtssteder i tilfælde af oprør. I Christianssted og Frederikssted ankom de danske og udenlandske skibe med slaver, materialer, fødevarer. Det var nødvendigt, for at opretholde slaveriet da øen ikke var selvforsynende, da den fokuserede på produktionen af sukker.
I byerne solgte de fleste plantageejere deres råsukker og rom til købmænd, som agerede mellemmænd og fragtede det tilbage til København.
I 1792 besluttede den danske regering, at den transatlantiske slavehandel skulle forbydes, dog gav man plantageejerne en periode på 10 år, til at hente nok slaver til at blive selvforsynende. Efter forbuddet trådte i kraft i 1803, varede slaveriet på øerne indtil 1848.
I det år udbrød der utilfredshed blandt slaverne, hvilket gjorde de marcherede direkte til Frederikssted, hvor Guvernør Von Scholten den 3. juli erklærede slaverne for frie. Dog blev der hurtigt sat en række begrænsninger på deres frihed for at forhindre øens sammenbrud, idet man frygtede folk ville forlade øen, og efterlade plantagerne uden arbejdskraft.
Disse begrænsninger var ment som midlertidige, men endte med at eksistere i 30 år indtil 1878. Begrænsningerne blev en udløsende faktor til det, som ville blive kendt som The Fire Burn. Det var en opstand udløst af et rygte om politivold og utilfredsheden over lave lønninger og stramme arbejdsregler, hvor plantagearbejderne delvist nedbrændte Frederikssted og en tredjedel af plantagerne på øen.
Efter slaveriets afskaffelse begyndte den danske regering at se øerne som en økonomisk byrde. Derfor forsøgte de at sælge øerne, ligesom de solgte forterne på Guldkysten og besiddelserne i Indien allerede i 1845. I 1917 lykkedes det, hvor de Vestindiske Øer blev solgt til USA efter en folkeafstemning i Danmark hvorefter øerne fik det engelsk klingende navn US Virgin Islands.